Upcoming shows / 2019

October
10

MOI CAPRICE

Hotel Cecil, København, DK - show time: 21:00 - doors open: 19:00
 
 
MAUREEN: moi Caprice er tilbage med første single og første koncert i 10 år.

Maureen er titlen på den første single fra moi Caprice i 10 år. Singlen er desuden første forløber for bandets kommende femte album.

moi Caprice var blandt den danske rockscenes mest toneangivende og anmelderroste bands i 00’erne. Bandets fire album kastede en række radiohits af sig, heriblandt tre Ugens Uundgåelige på P3, samt en række førstepladser på det hedengangne Elektriske Barometer. De turnerede store dele af verden og optrådte blandt andet to gange på Roskilde Festival. De var flere gange nomineret til Danish Music Awards og modtog i 2007 en Steppeulv som Årets Gruppe.

Efter en singleopsamling i 2009 kastede moi Caprice sig over indspilningerne til deres femte plade, men processen stagnerede. Bandets medlemmer har i de forgange år indspillet og turneret med bl.a. The Mountains, Oh Land, I Got You On Tape, The Late Great Fitzcarraldos og Choir of Young Believers. Men drømmen om at videreføre moi Caprice har altid spøget i baghovedet.
I efteråret 2018 pakkede bandet instrumenterne og drog en uge på ødegård i Sverige. Her genfandt de for alvor den fælles glæde ved at lave musik. De skrev en række nye sange – en af dem, Maureen, bliver nu bandets første single i 10 år.

Maureen fortsætter de grandiose anslag fra bandet tidligere udgivelser, men tilføjer en mere pulserende rytmisk fornemmelse. Teksten er en hyldest til karakteren Maureen fra filmen Once Upon a Time in the West, som tidligere har figureret prominent i bandets univers – titlen til deres debutplade, Once Upon a Time in the North, var en omskrivning af netop denne film og sangen ”Someone Spent His Life With Her” fra deres sidste plade, We Had Faces Then, var en hyldest til filmens kvindelige hovedrolleindehaver, den ikoniske italienske skuespillerinde Claudia Cardinale.

moi Caprice anno 2019 er tæt på original besætning: Michael Møller (vokal og synths), Casper Henning Hansen (trommer) og David Brunsgaard (guitar). Bandets oprindelige bassist, Jakob Millung, er nu bosat i Colombia og erstattes af Fridolin Nordsø, som tidligere producerede bandets anden plade, You Can’t Say No Forever. Desuden er Jakob Funch, som var var fast guitarist på bandets sidste turneer, blevet indlemmet i bandet.

Kvintetten arbejder i øjeblikket videre på en stor pulje sange, som i løbet af sommer og efterår skal færdigproduceres og barberes ned til det længe ventede femte album. Næste single udkommer allerede i sensommeren, men allerede til efteråret kan en del af numrene opleves live, når bandet giver koncert på Hotel Cecil i København.

 
Close