3 NYE KONCERTER!

Det tog få sekunder og så var samtlige billetter til de 3 første HANS PHILIP koncerter på Hotel Cecil til september væk. Nu er han endelig klar med de næste 3 koncerter; i Odense, Aalborg og Aarhus.

Der var megen spekulation omkring det ny HANS PHILIP projekt. Så da den 30-årige lyriker endelig løftede sløret for hvad han havde brugt tiden på siden han selvvalgt opløste det mest succesfulde urban/hip hop band, der er kommet ud af den nye generation – så blev Internettet overbelastet. Først en video til nummeret ”Siger Ingenting”, der ramte over 100.000 visninger på de to første døgn. Få dage efter fulgte hans første officielle single ”Dagdrøm [1]”, som blev P3s Uundgåelige. Til sidst, nemlig søndag den 17. marts, udsendte han uden varsel debutalbummet ”Forevigt”. Disse 3 nedslag indenfor én uge, uden varsel og uden promovering; et både modigt men også nødvendigt skridt for at forfølge den kunstneriske vision han besidder.

Udover de 3 udsolgte koncerter på Hotel Cecil til september er HANS PHILIP nu klar med 3 koncerter i henholdsvis Odense, Aalborg og Aarhus. Datoer er som følger:

11. december - TRAIN, Aarhus
12. december - POSTEN, Odense
13. december - SKRÅEN, Aalborg

Forsalget starter nu og sker lige her.

VELKOMMEN TIL JOSVA

Josva er seneste tilføjelse til vores roster, og med god grund. Den 21-årige Århus rapper har lagt stærkt fra land, og med singler som ”Sedler”, ”Level Op (Ft. Artigeardit)” og seneste single ”Død For Mig”, har han cementeret sig selv, som et up coming navn på den danske scene man SKAL holde øje med Josva ligger sig i et hjørne af rappen han selv kalder indie-rap og formår at blande de catchy hooks fra hiphop, med de store flader og melodier fra indie genren, hvilket gør hans selvproducerede tracks helt unikke. Vi glæder os sindssyg meget til at arbejde sammen med Josva omkring hans liveshows og er spændt på at følge hans udvikling tæt.

GO GO BERLIN PÅ EFTERÅRSTURNÉ!

Efter en hurtigt udsolgt koncert på Hotel Cecil giver Go Go Berlin to ekstrakoncerter samme sted den 24. og 25. september med deres nye, anmelderroste album, ”The Ocean”, i bagagen. Dertil spiller bandet i hhv. Aarhus, Aalborg, Odense og Kolding og konkluderer dermed deres efterårsturné, som er startet i salg her.

Det alternative indierock-ensemble Go Go Berlin er efterhånden et velkendt navn herhjemme med et velfortjent renommé som et af de mest hårdtarbejdende og intense live-acts på den dansk scene.
Bandet har desuden skabt sig et solidt omdømme i udlandet gennem flere års ustoppelig turnéren i både Tyskland og det meste af Europa, USA, Indien og Kina.

I 2019 præsenterede de et musikalsk hamskifte på albummet ”The Ocean”, der præsenterer en mørkere, vildere og mere elektronisk og ”klubbet” version af Go Go Berlin. Det blev belønnet med fem stjerner af Gaffa, der også havde bandet på forsiden af deres september 2019 nummer.

BLAUE BLUME SPILLER ALIVE FESTIVAL

Blaue Blume er netop annonceret til at spille Alive Festival, samt Grimfest og Spot Festival.

Årets bedste danske album

Jyllandsposten har lavet deres liste over de bedste danske albums i 2019, og de mener Blaue Blume's album 'Bell of Wool' er det bedste danske album.
De anmeldte også albummet med seks stjerner; 'Sangeren blev ramt af depression. Nu er bandet tilbage - endnu stærkere end før!'

Læs her:
https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/rytmisk/ECE11713818/sangeren-blev-ramt-af-depression-nu-er-bandet-tilbage-endnu-staerkere-end-foer/

Ganger nomineret til 6 steppeulven priser

Ganger er blevet annonceret til at spille til Steppeulven den 25.januar og samtidig har de modtaget 6 nomineringer for deres debutalbum MØRK, og dermed løber de med topscoren for nomineringer. De er nomineret til følgende priser;

Årets producer - Anders Boll
Årets komponist - Thomse
Årets tekstforfatter - Thomse
Årets håb - Ganger
Årets sang - Olympisk
Årets udgivelse - Mørk


Barselona er nomineret i to kategorier og Orm både spiller og er nomineret.

L.O.C. TILFØJER VEGA OG EKSKLUSIVT VINYLSALG!

L.O.C. TILFØJER STORE VEGA PÅ VINTERTURNÉ OG ANNONCERER EKSKLUSIVT VINYLSALG!

I november måned offentliggjorde L.O.C. sin landsdækkende turné kort efter udsendelsen af sit nye album ”Ekkokammer”; men uden et københavnsk stop. Nu er ’Bangeren’ endelig klar til at løfte sløret for Store VEGA fredag den 21. februar og annoncerer i samme omgang en hel eksklusiv tilkøbsmulighed af vinyludgaven af ”Ekkokammer” ved køb af koncertbillet til Store VEGA.

Rapperen med det borgerlige navn Liam O’Connor har gennem det sidste årti etableret sig som én af landets mest respekterede og turnerende artister. Når Bangeren, Mørkets Fyrste, Mr Jim Beam – kært barn har mange navne – går på scenen, kan publikum forvente en gevaldig tur i tørretumbleren i en koncert sammensat af høj intensitet, volume og en sprængning af hele følelsesregistret.

I forbindelse med L.O.C.s koncert i STORE VEGA kan du som noget helt ekstraordinært erhverve dig et signeret eksemplar af hans seneste album ”Ekkokammer”, som udgives i en fuldt koloreret gatefold limited edition. Dette er et helt eksklusivt tilbud, og det eneste sted vinylen kan forudbestilles. Vinylalbummet kan således kun købes i forbindelse med købet af en billet til koncerten i Store VEGA den 21. februar 2020, og kan ikke købes alene som ”stand-alone” produkt eller forudbestilles andetsteds.

Det signerede album (personlig signeret af Liam) er udelukkende til salg frem til juleaften (inkl. den 24. december frem til kl. 16:00). Herefter skal du vente til den 28. februar, hvor albummet bliver tilgængeligt i andre plade- og online musikbutikker.

Når dit køb er komplet, fremsender vi en voucher til din inbox sammen med din koncertbillet. Denne voucher fungerer som dit købsbevis, som du skal medbringe til merchandise-boden i Store VEGA den 21. februar 2020 (forefindes overfor garderobe-området i stueetagen), hvorefter vinylen vil blive overleveret til dig.

Som ekstra bonus tilbyder Ticketmaster eksklusiv presale til registrerede Ticketmaster kunder i 24 timer – fra nu, mandag den 9. december kl. 09:00 til tirsdag den 10. december hvor det officielle billetsalg starter. Benyt dette LINK

BABYLOVE OFFENTLIGGØR NY TURNÉ!

DANSKE BABYLOVE & THE VAN DANGOS HAR UDGIVET 6. ALBUM OG LAUNCHER NY TURNÉ!

Et af verdens allerbedste ska- og rocksteady bands skal opleves live
Det har strømmet ind med lykønskninger og rosende ord fra hele verden siden Babylove & the van Dangos i efteråret 2019 udgav deres sjette album, The Golden Cage. Singlerne spilles på radiostationer så langt væk som i Venezuela og Mexico, og de største profiler inden for ska- og rocksteady genren har stået i kø for at give bandet deres testimonals - blandt andet Coolie Ranx, Dr. Ring Ding og Victor Rice har meldt sig i koret af begejstrede stemmer.

Babylove & the van Dangos er et band, der skal opleves live. Forsanger Daniel Broman forklarer det således: ”Som turnerende band forlader vi familie og venner for at komme ud og møde publikum. Det giver et meget unikt bånd. Ikke bare med hinanden i bandet, men også med alle de mennesker, vi har mødt gennem årene. Vi får et helt specielt drive, når vi sætter os ind i bandbussen, og vi forlader ikke scenen før sveden driver og alle danseskoene er blevet rystet. Vi er et liveband drevet af kærligheden til musikken".

Babylove & the van Dangos er blevet kaldt one of the best ska bands in the world af tyske Riddim Magazine og ligger ifølge Ox Fanzine i top-10 over verdens bedste skabands. Således placerer bandet sig i eliten inden for den jamaicanske genre ska og rocksteady. De seks musikere har for længst bevidst deres værd som et sprudlende liveband med over 700 koncerter i Europa og Asien, herunder Roskilde Festival, Spot, Smukfest, This Is Ska, Berlin Ska og Dynamite Ska. Det er derfor heller ikke uden grund, at udgivelsen følges op af en spillestedsturné i Danmark og Tyskland i foråret 2020. Datoer og information kan findes her.

velkommen til magnus tempels

Magnus Tempels er nyeste tilføjelse til 3rd Tsunami Agency's roster. Magnus blander sin baggrund, som singer-songwriter, med et elektronisk udtryk, som giver en helt unik lyd.
Magnus har siden 2014 været på en musikalsk dannelses rejse hvor han blandt andet har busket rundt omkring i de fleste af europas storbyer, en opgave der i den grad har været med til at forme ham, hans musik og hans arbejdes moral.
Vi glæder os og ser frem til et produktivt samarbejde med Magnus Tempels og er stolte af at være en del af hans hold fremadrettet.

Blaue Blume har modtaget massive roser for deres andet studiealbum 'Bell of Wool' og deres fire koncerter på Hotel Cecil blev udsolgt på få dage.

Emil Stabil offentliggør Vegakoncert til foråret!

Med over 50 millioner streams og 8 guld- og platinplader, er Emil Stabil en af Skandinaviens mest succesfulde rappere. Med ekstremt iørefaldende hooks, grænsesøgende tekster og unikke flows tvinger den danske rapper hans publikum til at tage stilling til ham; enten hader du ham eller også du elsker ham. For det meste er det det sidste, der gør sig gældende, da Emil Stabil er en af de mest solgte rappere i Danmark. Senest med hans største hit til dato, den platincertificerede ”En Sang” med den internationale mega-stjerne Gucci Mane, fra sommeren 2019. På scenen er Emil Stabil flyvende; flere gange er hans shows blevet lukket pga. for mange publikummer og på Roskilde fyldte han Arena til bristepunktet, til en legendarisk og ukontrolleret fest der splittede anmelderne og skabte overskrifter i samtlige større danske medier. I foråret 2020 er Emil Stabil klar til at lave endnu et episk liveshow. Be there or be square motherlickers!